Skip to main content
Monthly Archives

april 2025

Igangværende byggeprojekt

Hvor tæt må man bygge på skel?

By Viden

Som landinspektører møder vi ofte spørgsmålet: “Hvor tæt må man bygge på skel?”. Det er et helt naturligt spørgsmål, både for boligejere, der planlægger nybyggeri, tilbygninger eller andre ændringer på sin ejendom, og for bygherrer, der ønsker at udnytte en grund bedst muligt. I dette blogindlæg forklarer vi, hvad et skel er, hvorfor det er vigtigt – og ikke mindst, hvad reglerne siger om byggeri tæt på eller endda i skel.

Hvad er et skel?

Et skel er den juridiske grænse mellem to matrikler, dvs. to grunde. Skellet afgør, hvor din grund slutter og naboens grund begynder. Det er med andre ord en vigtig rettesnor for alt fra hegn og beplantning til bygninger og anlæg. 

Skellet er oftest markeret med skelpæle, men det er ikke altid synligt i terrænet, hvilket kan føre til tvivl og konflikter. Som landinspektører hjælper vi blandt andet med at fastlægge og dokumentere skellets præcise placering, hvis der opstår tvivl.

Du kan læse mere om skel her.

Hvorfor er skellet vigtigt ved byggeri?

Når du bygger tæt på skellet, har det betydning for både afstandskrav og hensyn til naboen. Derfor er der klare regler, der skal sikre en fornuftig balance mellem byggeriets omfang og nabohensyn som lysforhold, indkig og brandhensyn. Overholdes reglerne ikke, risikerer man påbud om ændring eller nedrivning – og potentielt langvarige nabokonflikter.

Hvad siger reglerne?

Når du vil bygge tæt på skel, er det afgørende at kende de gældende regler. Bygningsreglementet fastsætter klare rammer for, hvor tæt du må placere forskellige typer byggeri på skel – men reglerne kan variere alt efter bygningens formål og udformning. Herunder får du et overblik over de vigtigste bestemmelser, du skal være opmærksom på.

Bygninger til beboelse vs. sekundære bygninger

Først og fremmest er det vigtigt, hvilken type bygning du ønsker at opføre. Der skelnes nemlig mellem bygninger til beboelse og sekundære bygninger. Reglerne afhænger af bygningens funktion og klassificering i bygningsreglementet. 

Bygninger til beboelse

Bygninger til beboelse dækker over reelle boligarealer og det vil i de fleste tilfælde være tilbygninger til huset. 

Som hovedregel gælder det, at bygninger til beboelse skal placeres minimum 2,5 meter fra skel. Det betyder, at du som udgangspunkt ikke må bygge boligarealer tættere end denne afstand. 

Sekundære bygninger

Ved sekundære bygninger gælder der mere lempelige regler. Det drejer sig om bygninger, der ikke er til beboelse og ikke indgår som en del af selve huset. Eksempler på sekundære bygninger er:

  • Carporte og garager
  • Redskabsskure, cykelskure og brændeskure
  • Drivhuse
  • Overdækkede terrasser

Disse bygninger på opføres tættere end 2,5 meter på skel – og i nogle tilfælde endda i skel – så længe bygningsreglementets krav og eventuelle lokalplaner og servitutter overholdes. Bemærk dog, at sekundære bygninger ikke må bruges til beboelse eller længerevarende ophold.

Vær også opmærksom på, at der gælder andre regler for udhuse, vinterhaver, udestuer, lysthuse og havepavilloner. Disse kategoriseres ikke nødvendigvis som sekundære bygninger og kan derfor være omfattet af afstandskravet på 2,5 meter.

Lokalplaner og servitutter

Selvom bygningsreglementet åbner op for byggeri tæt på skel, kan lokale regler og servitutter have stor betydning for, hvad du faktisk må. En lokalplan kan indeholde særlige bestemmelser om blandt andet bebyggelsens placering, højde, afstand til skel og bebyggelsesprocent. Derfor bør du altid undersøge lokalplanen for dit område, før du går i gang med et byggeprojekt.

Derudover bør du tjekke, om der findes tinglyste servitutter på din ejendom, som kan begrænse dine muligheder. En servitut kan f.eks. bestemme, at der skal være en bestemt afstand til skel, eller at der ikke må bygges i en vis del af grunden.

Disse oplysninger er heldigvis offentligt tilgængelige:

  • Lokalplaner kan findes på din kommunes hjemmeside eller via OIS (www.ois.dk).
  • Servitutter kan findes på Den Digitale Tinglysning (www.tinglysning.dk), hvor du kan søge på din ejendom og se, hvilke begrænsninger der gælder.

Ved at undersøge disse forhold på forhånd undgår du både fejl og forsinkelser – og sikrer, at dit byggeri lever op til alle gældende regler.

Gode råd, før du går i gang med byggeriet

Inden du sætter gang i dit byggeprojekt, er der flere ting, du med fordel kan overveje:

  • Få styr på skellet: Er du det mindste i tvivl om skellets præcise placering, så få det opmålt af en autoriseret landinspektør. Det kan spare dig for konflikter og dyre fejl.
  • Tjek lokalplan og servitutter: Sørg for at kende de gældende regler og begrænsninger for netop din ejendom. Det gælder både lokalplanen og eventuelle tinglyste servitutter.
  • Tal med din nabo: Selvom du holder dig inden for lovgivningen, er det god stil at informere din nabo om byggeplanerne – især hvis du bygger tæt på skel.
  • Søg byggetilladelse ved tvivl: Hvis du er i tvivl, om dit byggeri kræver tilladelse, så kontakt kommunen. Det er dit ansvar som ejer at sikre, at alle regler er overholdt.
  • Tænk langsigtet: Planlæg med fremtiden i mente – både ift. funktion, vedligeholdelse og eventuelle fremtidige udvidelser.

Disse enkle skridt kan gøre hele forskellen mellem et gnidningsfrit projekt og en byggeproces fyldt med komplikationer.

Har du brug for hjælp?

Er du i tvivl om skellets placering, eller hvordan du må bygge på din grund? Hos Skovgaard Landinspektører hjælper vi med professionel skelopmåling og byggerådgivning. Vi sikrer, at du har det nødvendige overblik – og at dit byggeri overholder lovgivningen fra start til slut. Kontakt os her og få et uforpligtende tilbud.